Om Nordic District
I tråd med den klassiske danske designtradition laves Nordic Districts produkter med fokus på funktionalitet, æstetik og enkelthed. Minimalistiske konstruktioner udført efter principper fra det klassiske læderhåndværk danner sammen med det vegetabilsk-farvede, italienske kernelæder grundlaget i produktionen ved værkstedet på Bragesgade, København.
Som enkeltmandsvirksomhed og håndværker er det for Sander Luckow helt centralt, at hver eneste proces i produktionen er udført i hånden – fra udskæring til syning og færdigbehandling af læderets kanter og overflader. Netop de håndsyede sadelsting skaber holdbare syninger, der teknisk ikke kan efterlignes af industrielle symaskiner.
Materialerne er organiske med brug af vokset hørtråd til produkternes syninger, bivoks til poleringen af kanter samt vegetabilsk-farvet kernelæder med tannin uden brug af krom. Læderet stammer fra franske kvæg og garveriets brug af naturlige olier sikrer en blød og delikat overflade med hvert enkelt skinds unikke markeringer stadigt tydelige.
Navnet Nordic District stammer for værkstedets placering i det Nordiske Kvarter på Nørrebro. Gaderne fik i 1860’erne navne fra nordisk mytologi og den tradition er fortsat i navngivningen af Nordic Districts produkter.
Sander Luckow,
Nordic District